af Torben Kjær
Engang blev ordet interaktion kun brugt af sociologer. De talte om interaktion når der var en vekselvirkning mellem individet og samfundet, eller mellem forskellige grupper i samfundet. Men på et tidspunkt dukkede ordet op et nyt og uventet sted, nemlig på computerområdet. Man begyndte at tale om interaktive programmer, interaktive spil og interaktiv indlæring. Brugeren havde mulighed for at ændre eller påvirke et program, og resultatet blev skabt i et samspil mellem programmet og brugeren. Derfor brugte man betegnelsen interaktiv. Egentligt lidt absurd, for alt muligt muligt andet i vores omverden er jo også interaktivt: At gå i skole har altid været interaktiv undervisning, men vi har ikke brugt denne betegnelse. At spille fodbold er interaktiv underholdning, men heller ikke her bruger vi dette ord.
Hvorfor kom ordet interaktiv så pludselig på mode? Det skyldes at der i vores hverdag findes ét vigtigt område, som netop ikke er interaktivt. De gamle massemedier - aviser, radio og TV - er alle envejskommunikation. Fjernsynet sender TV-programmer som vi er totalt uden indflydelse på, og vores eneste mulighed for interaktion er at skifte til en anden kanal. Radio er det samme, og aviserne er også - med læserbrevene som en vigtig undtagelse - et envejsmedium. Denne envejskommunikation står i modsætning til alt det andet vi foretager os i vores dagligdag, hvor vi har en langt større mulighed for at påvirke vores omgivelser.
Alligevel var det først med den personlige computer at ordet interaktion blev et modeord. Det skyldes, at det vi ser på computerskærmen i høj grad minder om TV, med farver, lyd og bevægelse. Men der er én helt afgørende forskel: Det der sker på computerskærmen har vi mulighed for at gribe ind i, påvirke og ændre. Vi kan bygge byer, dræbe drager og vinde verdensmesterskaberne i fodbold på vores computer. I Hollywood tester man de første interaktive biografer, hvor biografgængerne kan afgøre i hvilken retning filmen skal bevæge sig. I diskussionerne på Internettet kan man komme med sine spørgsmål, svar eller kommentarer. Ja, store dele af Internettet eksisterer faktisk kun i kraft af brugernes medvirken. Elektroniske aviser og on-line tjenester er begyndt at tilbyde nogle af de samme ting som dagbladene, men med muligheden for at læserne deltager på en langt mere vidtgående måde end papiraviserne giver mulighed for gennem læserbrevene.
Mange danskere har slet ikke prøvet de nye muligheder endnu, men bevidstheden om at det er muligt har fået os til at se på massemedierne på en ny måde. Vi vil efterhånden få svært ved at acceptere, at vi skal fodres med lyd, billeder eller ord som vi ikke selv har valgt. TV har altid fået skyld for at være passiviserende, men beskyldningen har haft en hul klang, fordi alle vidste at der ikke var noget realistisk alternativ. Nu ved vi at interaktion er teknisk muligt, og derfor bliver vi i stigende grad utilfredse med de gamle medier, som ikke kan leve op til dette krav. Vi vil ikke mere være læsere, lyttere eller seere, nu vil vi være deltagere.
Efterhånden som teknologien bliver bedre, vil de nye interaktive medier få større og større betydning. Samtidig bliver de gamle massemedier mere og mere pressede, og der er en reel fare for at de vil dø en stille død, efterhånden som alternativerne bliver mere og mere attraktive. De gamle medier fornemmer dette, de mærker pusten i nakken, og reagerer så godt de kan: Når studieværten i Straks på P3 beder lytterne om at sende faxer ind til programmet, så er det i virkeligheden et forsøg på at snyde den forældede envejsteknologi. Studieværten skaber et delvist interaktivt program, på trods af at teknologien er stort set uændret.
Det er af samme grund at Eleva2eren viser computerspillet Hugo, og at Kasper Christensen i Husk lige tandbørsten opfordrer villaejere i hele landet til at blinke med lyset. Begge er ynkelige forsøg på at være interaktive, men en af de få muligheder fjernsynet har, for at tage kampen op med de nye medier.
Allerede for en del år siden kom dansk TV's første spæde forsøg udi det interaktive. Det skete da DR startede med at sende tekst-TV. I dag virker tekst-TV kedeligt og langsommeligt, men dengang havde mange aldrig prøvet en computer endnu, og alene det, at man selv kunne bestemme hvad man ville læse om, var en stor oplevelse. Tekst-TV imponerer ingen som ejer en computer, men alligevel lægger kanalerne større og større vægt på tekst-TV, fordi det er den eneste egentligt interaktive mulighed mediet har. Den trendsættende musikkanal MTV gør meget ud af at profilere tekst-tv-delen, som har fået navnet MTV-Text. Blandt andet flere danske firmaer reklamerer her. Nogle aviser er begyndt at profilere sig på TV2's tekst-TV - et tegn på at der er nogle der er klar over at papirmediet synger på sidste vers. Men igen er der sikkert kun tale om en overgangsfænomen, eftersom tekst-TV er en forældet teknologi, der på alle punkter - måske undtagen udbredelse - overgåes af computeren.
Men uanset hvad TV-selskaberne forsøger, er det næsten dømt til at mislykkes, fordi de kæmper mod deres egen grundlæggende envejs-teknologi. Hvorfor har over halvdelen af alle danske hjem en videomaskine? Ja, engang i mellem lejer man vel en video, men hovedopgaven for et videoapparat er i virkeligheden at optage udsendelser fra fjernsynet. Videoen er et apparat der giver frihed fra TV-planlæggernes opfattelser af hvornår danskerne vil se TV. Det kunne være interessant at lave en undersøgelse over hvor mange der egentlig ser en udsendelse når den bliver sendt, og hvormange der vælger den interaktive løsning: Selv sammensætte programmet, og se udsendelserne når man har lyst, med egne indlagte tisse- og kaffepauser.
Det er nok de færreste der gør det samme med radioprogrammerne, men det er der en teknisk løsning på: På Internettet bliver der eksperimenteret med radioprogrammer, og den tid er næppe fjern, hvor man i stedet for at tænde for radioen, vil kunne vælge et radioprogram fra en menu, og høre det når man selv har tid og lyst. Det vil give mulighed for langt smallere programmer, fordi den potentielle lytterskare udvides fra for eksempel "lystfiskere som er hjemme onsdag morgen, og har tændt for radioen", til "alle lystfiskere".
På lang sigt er det spørgsmålet om de gamle medier overhovedet kan overleve? Når vi kan spille interaktive film på computeren, deltage direkte i den politiske debat på nettet, og selv sammensætte den musik vi har lyst til at høre, hvad skal vi så bruge TV, aviser og radio til?
Det kan virke provokerende at høre fjernsynets snarlige død spået, fordi vi er så vant til at betragte TV som en altdominerende faktor i samfundet. Mange vil indvende at folk slet ikke har lyst til at påvirke, endsige vælge ud i mediestrømmen. På samme måde mente nogle i fjernsynets barndom, at TV kun var en forbigående dille, og at folk snart ville blive trætte af den form for "billedradio". Men en overvejelse af hvad det er TV kan tilbyde, og hvad konkurrencen er, vil give et indtryk af, hvilke kræfter de gamle medier er oppe imod: TV giver i store træk disse muligheder: Se biograffilm, forskellige typer underholdningsprogrammer og sport, nyhedsprogrammer, debatprogrammer og i mindre grad dokumentarprogrammer og lignende. Hver af disse kategorier er på vej til at få voldsom konkurrence. Biograffilmene er idag i vidt omfang afløst af leje af videofilm, som man kan se når man har lyst, og ikke når fjernsynet sender dem. I løbet af ti år vil videoudlejning formentlig forsvinde, til fordel for direkte leje over et elektronisk netværk, for eksempel Internettet, til en minimal pris. Det vil med ét slag gøre det meningsløst at sende biograffilm i TV. Underholdningsprogrammerne vil næppe uddø helt, men de vil få ekstrem hård konkurrence fra avancerede computerspil over nettet. Hvorfor sidde og se lykkehjulet, hvis man selv kan spille med i en interaktiv version af lykkehjulet, hvor en digital Bengt Burg kun er én af valgmulighederne for studieværten, og deltagerne er gode venner, der kan befinde sig hvorsomhelst i verden. Dokumentarprogrammerne vil blive afløst af CD-ROM'er der har samme indhold som TV-programmet, men serverer det på en interaktiv måde. Debatprogrammerne kan afløses af elektroniske debatter, hvor alle har mulighed for at deltage, og ingen diktatorisk studievært styrer showet. Dette sker allerede idag på Internettet. Og endelig er der nyhedsprogrammerne som sikkert vil leve længst, men til sidst må give op og flytte til et interaktivt medie, så brugeren kan fravælge nyhederne fra ex-Jugoslavien på forhånd, når han alligevel ikke gider se dem.
En lignende sammenligning kan man lave med de andre gamle medier som radio og aviser, men resultatet falder ud på samme måde. De gamle medier har reelt ikke meget at tilbyde overfor de interaktive medier, og på lang sigt vil seerne, lytterne og læserne ikke lade sig spise af med Hugo eller tekst-TV. Nogle af de gamle medier har valgt at ignorere udviklingen, mens andre forbereder sig på den. Men der vil under alle omstændigheder komme nogle overraskelser for de medier der hidtil har været vant til i høj grad at styre mediestrømmen. Et eksempel er de aviser der i øjeblikket prøver sig frem med interaktive udgaver af avisen på Danmarks første kommercielle on-line tjeneste, Diatel. Nogle aviser har blandt andet forsøgt sig med læserbreve på elektronisk form. Dette nye forum har nogle helt uforudsigelige effekter, og er for eksempel blevet brugt til kontaktannoncer eller til slowmotion-samtaler, hvor to personer indbyrdes diskuterer et obskurt emne ved at besvare hinandens breve. Noget der aldrig ville være tilladt - eller overhovedet forsøgt - i papiravisernes læserbrevsspalter.
For de gamle medier vil det blive noget af et chok at vågne op og opdage, at deres magt over mediestrømmen er skrumpet. Nogle vil se skriften på væggen, og i tide indbygge ny teknologi, og omstrukturere sig til læsernes, lytternes eller seernes nye krav. Resten vil uddø eller ende som kuriositeter.